Efter H.C. Andersens død i 1875 modtog digterens korrespondenter fra boet de breve, som de selv havde sendt forfatteren, og blandt disse korrespondenter var datteren af det collinske hus, Louise Lind, født Collin. På dette tidspunkt var den offentlige interesse for eventyrforfatterens korrespondancer stor, men det var nye tider, en ny ånd herskede - ganske forskellig fra den, der herskede - medens de brevvekslende var unge - og blækket på brevarkene endnu ikke var tør.
Vennerne fra den aldrende generation, som havde brevvekslet med H.C. Andersen, var vel nok ængstelig for de ”snushaner”, der måtte gøre sig til gode på bekostning af den forgangne brevstil, der tidstypisk var præget af et drømmende, følende og fortroligt bekendende formregister; den herostratisk berømte samling af breve, som Peder Hjort i 1867 udgav og som skånselsløst havde udleveret en ungdoms impulsive hjertesuk og vredesudbrud, den ungdom, der nu i alderdom måtte vride hænderne for det sagte og skrevne, stod stadig præget klart i erindringen hos de fleste. Bekymringen var relevant og modnet tilstrækkeligt til, at trangen til at udslette for nogle var større end behovet for at bevare. Der stod for meget på spil.
Edvard Collin, der var H.C. Andersens universalarving, hastede sig 7 år efter digterens død til en udgivelse, H.C. Andersen og det Collinske Huus, et skrift, hvis formål man kan mistænke at have været at komme snushanerne i forkøbet. Et lille dusin af hans egne breve var i 1877 publiceret af Bille og Bøgh i Breve fra og til H. C. Andersen, men med Edvard Collins kommentar, at det var med betænkelighed, at brevene blev fremlagt for offentligheden. Meget, mente han, ville ikke kunne forstås: ”Forstaaelsen maa altsaa vente, indtil Andersens samtidige Breve til mig foreligge Offentligheden”. Resultatet var en bog, præget af digterens personlige breve, med et ditto fravær af modtagernes svar, så redigeret, censureret og manipuleret at hovedpersonen, at H.C. Andersen nødvendigvis kom til at fremstå som et ridiculum. Nok blev digteren via brevene til en vis grad fremstillet som den, han var, men vennekredsen blev ikke udleveret med samme ubeskedne iver, hvorfor H.C. Andersen udover sit poetisk-følsomme personlighedspræg måtte fremstå som særling.
Den halve korrespondance var et værn. Det private måtte ikke bevæge sig ud i et offentligt rum, hverken da eller for fremtiden, og for nogle var det sikrest at lade kaminen tage vare om brevene.
Sigende er det, at det er de kvindelige korrespondenter, der har brændt deres brevvekslinger, eller i det mindste deres egen part deraf. Næppe er det en katastrofe, rigeligt er bevaret til, at man i eftertiden har kunnet danne sig et udmærket billede af digteren og vennekredsen, men ærgerligt er det dog, at ilden har fortæret disse vægtige kulturhistoriske dokumenter.
Navnlig gælder denne autodafé digterens brevveksling med døtrene af det collinske hus, Ingeborg (gift Drewsen) og Louise (gift Lind), samt hans brevveksling med Henriette Scavenius og Anna Bjerring.
Årets Anderseniana udgør den samling af de breve, der ikke blev luernes bytte i korrespondancen mellem H. C. Andersen og datteren af det collinske hus, Louise Collin. De er alle skrevet af digteren; rimeligvis en god del af digterens breve og i alle fald svarbrevene blev aske, bortset fra de hilsener fra Louise, der er indlagt i brevene fra det collinske hus til H.C. Andersen, som er gengivet i H. Topsøe-Jensens imponerende brevudgivelser (Brevvekling med Jonas Collin den ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus [1945-48] og H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin [1933-37]. Topsøe-Jensens ambitiøse udgivelse af brevene fra og til det collinske hus, mangler imidlertid brevene fra H.C. Andersen til Louise Collin. Forunderligt nok var Topsøe-Jensen klar over dette og henviste derfor læserne til udgivelser, som indeholdt en del af disse breve: Edvard Collins H.C. Andersen og det Collinske Huus [1882] samt Rigmor Stampes H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang [1918]. Imidlertid gengiver disse bøger ikke fyldestgørende brevene fra H. C. Andersen til Louise Collin/Lind. Visse er udsat for montage, andre er forkortede eller blot udeladt.
Hvad der var bevæggrunden til, at den uhyre grundige Topsøe-Jensens udelod digterens breve til Louise, må stå hen i det uvisse. Nærværende Anderseniana bringer imidlertid her brevskatten i sin fulde udstrækning, således som et supplement til den ellers så fuldendte samling af breve til og fra det collinske hus.
Brevene fra H.C. Andersen til Louise Collin tæller 43, hvoraf de 40 er i Odense Bys Museers eje testamenteret til H.C. Andersens Hus af Ingeborg Drewsen, født Lind (1842-1924), Louise Linds første barn. De øvrige tre breve befinder sig på Det Kgl. Bibliotek, hvoraf det ene er et konceptfragment til et af brevene i Odense Bys Museers samling [brev nr. 4 i nærværende samling]. Et brev, der ikke er i offentligt eje, er gengivet efter Ingeborg Drewsens afskrift, der befinder sig i museets samlinger.
Brevene lader sig datere fra 1832 til 1856. Det yngste er dog fra 1862, det er en del af en kollektiv skrivelse, og derfor ikke et egentligt brev, men blot en notits. To af brevene er det ikke lykkedes udgiveren at datere, andet end at de er skrevet før den 25. november 1840, Louise Collins bryllupsdag, idet brevene er adresseret til frøken Louise Collin.
Brevene er gengivet med den ortografi og tegnsætning, som hersker i originalmaterialet. Da digteren ikke altid i sin streg skelner mellem stort og lille ”d” eller mellem stort ”K” og ”C”, har udgiveren efter bedste skøn transskriberet i henhold til datidens norm for retskrivning. Enkelte steder optræder en kantet parentes, som føjer bogstaver til ord. Heri ligger ingen konsekvens, formålet er kun at forhindre meningsforstyrrelse eller ophold i en flydende læsning. Til brevene er knyttet kommentarer og to registre: et personregister og et værkregister. Personregistret refererer til de navne, der er nævnt i brevene og i noterne. Navne nævnt i forordet og i efterskriftet refereres der ikke til i navneregistret. Værkregistret forholder sig kun til de værker, som er nævnt i brevene og som behandles i noterne.
Endelig skal der rettes en stor tak til museumsassistent Solveig B. Ottosen for hjælp og støtte til nærværende udgivelse.