H.C. Andersen var en ivrig brevskriver, men skønt han kunne sætte sig ned og skrive breve til en håndfuld venner på én og samme aften, så var han så formidabel en brevskriver, at hvert brev blev udformet personligt og følgelig ikke behandlede de beskrevne hændelser med samme ord. Når man læser digterens breve, får man følelsen af at være vidne til en (sam)tale, hvor kun netop det omtales, som digteren vidste ville interessere eller underholde. Derfor er det en række særdeles interessante breve, der her foreligger. Man kan danne sig et billede af brevenes modtager, Louise Collin (1813-98), som en interessant kvinde, der gerne lod sig underholde – ikke af naturbeskrivelser – men snarere af små bizarre anekdoter, synspunker om og beskrivelser af bekendte, kendte og ukendte mennesker – trakteret således, at de ikke nærmede sig sladderen, men dog alligevel er indhyllet i fortrolighed og indforståethed, - ”mere herom mundtligt”, tilføjer digteren i et af brevene (nr. 14), da brevformen ikke længere synes passende. Man får med andre ord fornemmelsen af, at H.C. Andersen og Louise Collin var to, som kendte hinanden særdeles godt – som to, der kendte hinanden i dybder. I brevene er H.C. Andersen Louises ”broder” eller ”digter”, og netop det digteriske element synes også at have haft Louise Collins interesse. Digteren måtte dog tøjle sig, hvad naturbeskrivelserne angår, holde sig til de psykologiske portrætter og til det lyriske. Den nærværende samlig af breve indeholder digte, hvoraf det ene skulle forblive i den private samling af digterens skrifter, nemlig ”De brune og de blaa Øine” (Brev nr.2). Det kan næppe undre, at digtet forblev i skrivebordsskuffen. Digtet er nemlig en kærlighedserklæring til Louise, og alle i omgangskredsene ville forstå, hvem der sigtedes til, hvis det var blevet offentliggjort og dermed almindelig kendt, hvilket havde været højst upassende. Bejleren måtte nøjes med rollen som broder, og denne rolle fandt han ikke altid, at han havde fuldtud. Følelsen af at blive holdt tre skridt fra familielivet i det collinske hus og følelsen af ensomhed, var det kainsmærke, digteren døjede med livet igennem: ”Om nogle Uger kommer De hjem, ingen venter mere de Hjemkomne, end jeg og dog, hvor fattig vil jeg staae ved Hjemkomst. Dem Alle flyve Søstrene om Halsen – dog jeg faaer jo et Haandtryk, nogle Smuler fra den Riges Bord og Drevsen – ja han vil maaske komme mig imøde næsten, som han kommer de Andre. Hos Søstrene bliver jeg ved den Leilighed knap en Fætter”, skriver digteren i august 1839 (Brev nr. 25), og ensomheden er et stadigt tilbagevendende tema i brevene.
Det, der umiddelbart gør denne samling af breve interessant, er naturligvis, at H. C. Andersen i en periode af sit liv var forelsket i – eller i det mindste sværmede stærkt for - Louise Collin. Første gang denne veneration blev behandlet, var i Hans Brix’ litteraturhistorisk markante doktordisputats fra 1907, H. C. Andersen og hans Eventyr, og senere blev emnet taget op i Rigmor Stampes H. C. Andersen og hans nærmeste Omgang fra 1918. Forfatterne af disse skrifter havde som grundlag for kærlighedshistorien de anekdoter og erindringer, som de velsagtens havde modtaget af digterens stadig levende venner og bekendte. Hvad man i dag kan fremdrive af kilder til beskrivelse af kærligheden og hændelsesforløbet er imidlertid ganske få. De vægtigste i denne sammenhæng er digterens egne ord, og i nærværende brevsamling er de første tre breve det stærkeste kildemateriale. Alle hører de hjemme til efteråret 1832. Det første brev synes samtidig at være det første, han skrev til Louise: ”Det vilde glæde Dem at faae Brev fra mig, sagde De imorges; jeg vilde ogsaa inderlig gjerne saaledes engang tale med Dem, og det lader sig jo ogsaa gjøre, vi ere jo slet ikke Fremmede for hinanden”, skriver H. C. Andersen indledningsvis, hvad brevskriveren jo ikke ville gøre, hvis han allerede lå i korrespondance. Samtidig vidner ordene om, at poeten havde ladet sig opfordre til at skrive brev, og i dette signal kan man ikke fortænke den smigrede i at forestille sig en dybere interesse for sin person. Louise Collin figurerede på dette tidspunkt allerede som recensent for H. C. Andersens digterkunst: ”Her har De et nyt Digt til Beslutning”, skriver han i samme brev, hvilket peger i retning af, at Louise Collin var lytter til og dommer over digterens produkter. Det lader til, at Louise Collin gav H. C. Andersen anledning til at tro, at ikke alene hans tilstedeværelse i det collinske hus eller hans kunst - men også hans væsen og person gav anledning til interesse. Uden tvivl har et sådant signal glædet og smigret poeten - og givet ham et håb om, at han kunne knytte sig stærkere til den familie, han følte så meget for.
H. C. Andersens entré i den collinske familie er af digteren selv og af litteraturhistorikere gennem tiderne blevet behandlet tilstrækkeligt og så fyldestgørende, at det er unødigt at behandle den her på grundig vis. Bekendtskabet med faderen i det collinske hus, Jonas Collin, blev etableret i 1822, hvor den nyligt ”entledigte” teaterelev og digteraspirant på foranledning af K.L. Rahbek modtog tilbuddet om at få en egentlig skoleuddannelse. Arkitekten bag uddannelsens praktiske forløb var Jonas Collin, der først fik sikret H. C. Andersen en friplads på Slagelse Latinskole og siden gennem kongens fond fik sikret ham et økonomisk fundament til kost, logi og basale udgifter, hvis administrative side han selv sørgede for at varetage. En sådan gunst var usædvanlig i enevældens Danmark - der var sat lid til H. C. Andersen af en lille kreds tilhørende samfundets absolutte elite. Den begunstigede selv, H. C. Andersen, og hans lærer Simon Meisling nærede ikke store forhåbninger om et heldigt udfald. At Jonas Collin derimod med stoisk ro tillagde sig hvervet som økonomisk administrator og formynder viser, at han fuldtud havde tillid til H. C. Andersen. Tillid binder bånd, og fra omkring 1827 var H. C. Andersen en jævnlig gæst i det collinske hjem, hvor han gradvist blev indlemmet som familiemedlem. Familien blev på sin vis den, han følte som sin egen.
Digteren sammenlignede utallige steder i sine skrifter sig selv med en ”sumpplante”, altså en art vegetation, hvis rødder vekslende berører den mest gunstige grund. Rodløs kunne man sige, for at billedliggøre ideen om den familieløse dreng, der søgte grund for skabelsen af sin tilværelse dér, hvor han fik lov til at fæstne sig. Billedet har digteren sandsynligvis benyttet ofte, for i et brev, som jeg senere vil vende tilbage til, skriver digterens moderlige veninde Signe Læssøe, at en plante, han havde skænket hende, under havearbejdet var blevet maltrakteret, og at hun ved genplantningen havde iagttaget, at den var rodløs, hvilket virkede umådeligt symbolsk og stærkt traurigt på hende.
Det var i den collinske familie, at H. C. Andersen forsøgte at slå rødder, og hermed skal blikket igen rettes mod det skæbnesvangre efterår i 1832. Digteren følte sig – måske med urette – attrået og reagerede derfor med et brevskriveri, hvor følelserne trods den elegante stil tydeligt trådte frem. I brev nr. 2 omtaler han sit gådedigt ”Hende jeg mener”; ”Herre Gud! Man behøver kun at lade Hjertet tale for at blive en god Poet”, lyder hans kommentar til det populære digt, hvorefter han afslutningsvis i brevet med digtet ”De brune og de blaa Øine” giver nøglen til gådedigtes løsning: Hende han mener, er netop ejeren af de to blå øjne – Louise Collin, som gådedigtet kredser om.
Jeg synger her om to – betænk engang!
Dog det er vist, jeg mener kun den Ene;
Men sige Alt, selv om det er i Sang,
Det tør og bør man ikke, skal jeg mene.
Jeg mener Een, men nævner dog de Tvende, -
Nu kan man prøve paa at gjætte hende.
[Første strofe af gådedigtet, som i sin fulde udstrækning er gengivet i note 23]
De brune øjne henviser til H. C. Andersens kærlighed til Riborg Voigt, som han blev stærkt forelsket i, da han i august 1830 lærte hende at kende. Hende havde Louise Collin i rigt mål vidst besked om, hvad man kan forstå af brev nr. 3, hvor digteren bemærker: ”De har nu læst min Barndoms Historie, tillidsfuld har jeg viist Dem Alt”. Der sigtes til den ubetitlede selvbiografi, der i dag kendes under titlen ”Levnedsbogen”, som H. C. Andersen på dette tidspunkt havde udarbejdet og betroet Louise Collin. Med denne biografiske skitse, bekendte digteren sig til sit kærlighedsobjekt, og gjorde på smukkeste digtermanér rede for sit ophav og sin person, hvilket uden tvivl har forskrækket den unge Louise såre. Brevet af 27. oktober 1832 er for øvrigt det første, hvori han benævner sig selv som ”broder”; det er ydermere nummeret - ”Nr. 4” – står der skrevet på udskriften, hvorfor man må gå ud fra, at et mellemliggende brev har eksisteret: ”Mine Breve fornøie Dem, det har De sagt, Ja endogsaa efter at have læst det sidste jeg skrev, og i dette lod jeg dog mit Hjerte saa meget udtale sig, at jeg ordentlig var lidt forskrækket derfor, da det var noget underligt Noget”, skriver digteren om dette manglende brev, der sandsynligvis på grund af sit indhold er blevet destrueret. Hvorom alting er, markerer nærværende brev nr. 3 en krisesituation. Den 19-årige Louise Collin var uden tvivl blevet forskrækket over digterens tilnærmelser, havde ændret manér og formaliseret sit samvær med ham – understreget af tavshed og distance.
Det fjerde brev i nærværende samling dateret den 1. november 1832 giver et fingerpeg i retning af den nye tone: ”Nu er jeg da ene med Deres aandelige Jeg, nu vil jeg ogsaa pluddre, De har tilladt mig det – og Deres søster er jo Censor i denne Ciffer-Samtale. Herre Gud! hvor selv denne Censor gjør mig forlegen!”, skriver digteren til at begynde med. Louises storesøster, den skælmske Ingeborg Drewsen, lader til at have fået rollen som anstandsdame. Digteren havde ”fået lov” til at fortsætte sit brevskriveri til Louise Collin, men måtte nu tøjle sine følelser behørigt, idet de skrevne ord nu ikke længere var garanteret brevfreden. Digteren dvæler også ved dette, han undskylder sine følelsesudbrud og forsikrer sit broderskab til hende, men samtidig lirkes også kærlighedserklæringerne ind i sætningerne. Eksempelvis skriver H. C. Andersen: ”jeg synes ordentligt det er Evigheder imellem hver Gang jeg seer Dem, og naar jeg saa kommer; bliver jeg underlig ved at føle at det jo var Dagen forud jeg sidst var [der]”, ”Jeg er jo Digter … tænk paa, hvor meget De virker paa mig”, ”Jeg føler at jeg gaaer til Grunde, min aandelige Kraft sløves … vær mig lidt mere end De Andre”. Det lader til, at digteren havde sine forhåbninger og at Louise til at begynde med var gevaldig smigret over hans interesse.
Omkring nytår 1832/33 brast forhåbningerne for H. C. Andersen, da Louise Collin blev forlovet med Wilkens Lind. Annonceringen af forlovelsen faldt tilsyneladende som en bombe. Det er i denne forbindelse, at det før omtalte brev fra Signe Læssøe får betydning. Ganske vist er det ikke dateret, men af indholdet må man slutte, at den omtalte kvinde må være Louise Collin og ikke Riborg Voigt. Hvad Riborg Voigt angik, var Signe Læssøe ikke i tvivl. Det ved vi fra de breve, hun sendte den da 25-årige ulykkelige digter; han skulle trække sig tilbage og ikke bringe pigebarnet i en troløs situation. Dette brev, som nedenfor skal gengives i sin fulde udstrækning, vidner imidlertid om et forhold mellem to, der umiddelbart har lovet godt, men ikke desto mindre har haft uventet udfald. I brevet fremstiller hun H. C. Andersen som den forurettede part, som den, der er blevet vildledt. Brevet lyder således:
” Jeg trænger til at tale et Par Ord med Dem, og mundtlig skeer dette jo ikke. –
Saa er det da skeet hvad Ingen af os ventede! Saa har hun dog ikke været den redelige Pige jeg troede hun var! skjøndt hendes Sjeleøie og hendes yndige Smil har hun dog ikke været af de Udvalgte. – Lad en erfaren Kone, der kjender sit Kjøn, sige Dem dette – hendes Forfængelighed har trængt til Hylding og af hvem kunde hun faae den i alle Henseender saa tilfredsstillende som af en Digter? Dette er bittert sagt, men dog kun sandt. –
Jeg vidste det i Thorsdags, derfor ængstedes jeg for at see Dem, men Deres Blik var saa roligt, saa jeg nok tænkte De ikke vidste det – o Gud hvor det ængstede mig hver Gang jeg saae Dem smile, hver Gang jeg hørte Dem lee. – men ikke sandt, kjære, gode Andersen, De høiagter hende ikke meer i den Grad at De af alle Deres Livs Glæder vil giøre et Offerbaal til hendes Hæder? Nei vær Dem Selv igien, bliv lykkelig igien, og bønhør Deres moderlige Veninde, lad ikke bitter Spot fylde det Hjerte hvor hun før havde sit Sæde. – For Deres egen og for vores andres Lykkes Skyld vaag over det! Det havde alt rodfæstet sig saadan hos Dem, at jeg med et Slags skye Skræk trak mig tilbage fra Dem, og aldrig troede jeg at jeg nogensinde meer skulle have vovet at skrive Dem een Linie til; thi den der med Latter for Andre kan spotte hver min Yttring, den kan jo ogsaa spotte hver Linie i mit Brev. – Men dette for mig saa uventede Slag, giorde at jeg glemte mig selv, ja jeg maa ogsaa lade Dem vederfares Ret, paa de sidste Par Gange har Dem skaanet mig noget meer end sædvanlig, det maaske ogsaa gav mig lidt af mit gamle Mod. –
Andersen kunde De see i mit ærlige, moderlige Sindelag imod Dem, vilde De skaane mig meer, hver Spot fra Deres eller Fredriks Læber skjær mig i Sjelen, ak Gud til ham kan jeg ikke sige det! og af ham er jeg i flere Aar vandt til det, men af Dem har jeg været vandt til noget Bedre!
En Hændelse der giorde et dybt Indtryk paa mig forleden Dag, maa jeg dog meddele Dem: For et Aars Tid siden gav De mig en lille Gren fra Wulffs Have, jeg satte den i en Urtepotte og da jeg kom herud, plantede jeg den i Haven, da Sneen kom af Jorden glædede jeg mig ret over at see den saa frodig, thi for mit omtaagede Øie, der saae jeg hvad jeg vilde see, var den voxet. Nu kom Karlen for nogle Dage siden ved Uforsigtighed til at rykke den op og --- den havde ingen Rod --- Gud, Andersen, hvad det giorde for et Indtryk paa mig! uf – De leer dog vel ikke deraf? Den skal blive staaende, jeg skal blive ved at pleie den – hvad jeg eengang har havt Glæde af at passe, forlader jeg ikke, men den vil ikke nogensinde fæste Rod ---.
Lev vel, gode Andersen, gid det kunde være Dem kjært at læse, at jeg altid er Deres
moderlig hengivne
Signe Læssøe
[Eiler Høegs samling, privat arkiverne i Rigsarkivet]
Det har været svært for digteren at lide dette nederlag i kærlighedskapitlet. Svært fordi han ikke kunne behandle sin sorg i samtale med nogen. I den collinske familie havde digteren jo slået rødder, han var ganske afhængig af familiens gunst, og måtte derfor bide sin sorg i sig. At han gjorde det godt og grundigt vidner et brev fra Henriette Wulff om. Det er dateret den 24. juni 1833 og er altså sendt til Paris, hvor H. C. Andersen opholdt sig under første etape af sin dannelsesrejse. Fra brevet lyder det:
Den “vestre Ende af Vestergade” er en hentydning til den collinske gård i Bredgade, og Henriette Wulff sigtede naturligt nok til digterens forelskelse i husets datter. Svaret på tiltalen af den 16. juli lyder:
Loyalitetsfølelsen mod familien hindrede digteren i at kommentere sine kvababbelser. Allerede ved rejsens begyndelse, lagde digteren låg over hændelsen. I et brev til Louises broder Edvard Collin af den 25. april 1833 skriver digteren således:
Digtningen derimod tillod H. C. Andersen et frisprog, hvilket han gerne gjorde brug af, og i dette forum findes i ophøjet form H. C. Andersens kommentarer. I Agnete og Havmanden optræder de, hvilket heller ikke lod sig skjule for veninden Henriette Wulff.
Hemmings beklagelser i det dramatiske digt lyder:
Alt vil jeg gjøre, Alt, hvad Du forlanger!
Siig mig Agnete, er der Feil hos mig,
Siig, er der Noget, der mishager Dig?
Jeg skal forandre mig! O, siig kun Alt!
Jeg vil saa gjerne, Du skal synes om mig,
At Du maa være ret tilfreds her hjemme!
… Armod eier Intet!
Dets Haab er selv et sygt, forkuet Barn,
Der gaaer i Pjalter, synger Tiggerviser !
O, var jeg rig, rig, som jeg nu er fattig,
Da voved jeg, hvad nu der er umuligt !
Jeg sagde Dig, hvor høit jeg elsker Dig,
Hvorledes Du mig er mit halve Væsen !
Jeg tilstod Dig min stærke Kjærlighed !
O, vær ei vred, jeg kan jo ei derfor!
Du er saa taus! ? Du vil ei see paa mig !
? Ak, jeg har sagt, hvad ei jeg burde sige !
Har jeg fornærmet Dig? ? O græd dog ei !
Din Taare falder mig saa tungt paa Hjertet.
[SS, XI, 478?81]
Og Henriette Wulffs kommentar lyder:
” I ethvert Malerie er jo Lys og Skykke, og det var der vel ogsaa i denne Deel af Agnete; det der meest støtte mig, var at det gamle lidt sygelige Klynkerie stak igjennem hos Henning, som egentlig, unter uns gesagt, ingen anden er end den gode Ego selv, der gaaer igjen i Agnete, med sine Bredgade Lidelser!! ? Kjære Andersen er De vred? See paa mig! Forstaaer De mig ikke nok?”Det måtte blive i forestillingen om en “anden Verden”, at digteren skulle finde sin lykke i kærligheden: “skjønt De, som De siger kjender mig ind i Hjertets dybeste Folder, kunde der dog være eet og andet at læse, i en anden Verden, der skal De ret erkjende hvad De har i mig”, skriver han til Louise på hendes 26-års fødselsdag, året før hun blev viet til Wilkens Lind (brev nr. 25).
Louise Collin fandt sin lykke i Wilkens Lind, med hvem hun fik tre døtre; H. C. Andersen overkom sine sjælekvaler og gerådede sig senere ud i endnu en, denne gang med Jenny Lind som hovedperson. Aldrig skulle han finde den ægteskabelige lykke, kun den ulykkelige kærlighed fik han at mærke. Til sin unge ven Nicolaj Bøgh fortalte den gamle digter engang om sin kærlighed. Jenny Lind, sagde han var den store passion, medens Riborg Voigt var den stærke, første oplevelse. Louise mælede han - på nænsom vis - ikke et ord om.
Men efteråret 1832 markerede uden tvivl en sjælekrise hos H. C. Andersen. Hvor voldsom den har været, er ikke let at vide, netop fordi den gjaldt datteren af det collinske hus, hvis familie han på ingen måde ønskede at miskreditere. I den tyske selvbiografi, som han skrev i 1846, kommenterer han den diplomatisk med ordene:
I den danske selvbiografi fra 1855, skriver digteren mere dulgt:
Da digterens udtryk formår langt mere end granskerens kommentarer, er det passende, at denne sang [SS, XI, p. 476-478] derfor må afrunde brevene og årets Anderseniana:
”Bag Ellekrattet nede, hvor Møllehjulet gaaer,
Der tjente jeg hos Mølleren i fire Ungdoms Aar;
Paa Stænten jeg om Aftenen satte mig tidt,
Og talte med Møllerens Datter da lidt.
Det var som man fra Øinene ind i Hjertet saae,
Jeg kunde hele Natten ligge og tænke derpaa.
Hun deelte mine Sorger, jeg sagde hende Alt,
Men aldrig om min Elskov jeg hende har fortalt.
Men havde hun mig kjær, som jeg hende, her paa Jord,
Da havde hun nok vidst det uden et eneste Ord.
Tidt bad jeg i mit Hjerte: ”lad min Elskov forgaae,
Jeg fattige Knøs kan dog aldrig hende faae!”
Hun trykked’ mig i Haanden, da jeg var syg og bleg,
Men derved af mit Hjerte ei Kjærligheden veg!
Hun saae saa venlig til mig, hun bad mig være glad,
Og vor Herre og mit Hjerte, de gjorde hvad hun bad.
Jeg følte saadan Drift, saadan Lyst i min Sjæl,
Saa mødtes vi ved Lunden forleden i Qvel,
Da tog hun mig i Haanden og sagde: ”er Du der?
Du hilser en Trolovet, min Fæstensring er her!
”Ja, Guld og rige Perler gav mig hans Kjærlighed?
Og Du, Du er den første, der om min Lykke veed!”
Jeg kyssede paa Haanden, men sagde ei et Ord,
Det var som al min Tanke var lagt i sorten Jord.
Om Aft’nen var der Gilde, og jeg var ogsaa med,
Jeg sad ved Siden af dem, paa det fornemste Sted,
Vi klinkede, vi drak, sang Viser ovenpaa; -
Jeg maatte være glad, thi de Alle paa mig saae!
Men Morgenen derefter og hver en Dag der kom,
Saa løb det mig i Hovedet underligt om.
Alt gik mig, som jeg ønsked, det Ene mangled’ kun!
De holdt jo Alle af mig, selv Kjæresten og hun!
De trykked’ mig i Haanden, de vidste ei min Vee,
De kyssede hinanden, det var stor Lyst at see! –
Da fik jeg saadan Længsel at see mig lidt om,
Jeg pakkede da sammen, ei veed jeg, hvor det kom!
Jeg sagde: ”jeg vil see Alverden og dens Lyst!”
Men meente: ”jeg vil glemme den Verden i mit Bryst!”
Hun saae paa mig og sagde, o Gud det var saa haardt!
”Vi holde Alle af Dig, hvorfor vil Du da bort?”
Da kom jeg til at græde, men dengang gik det an,
Man græder, naar man skilles, det sagde ogsaa han.
De fulgte mig paa Veien, - da gled jeg paa en Steen,
Det var vor Herres Villie, jeg brød mit ene Been.
Nu ligger jeg i Møllen, hun pleier mig der,
Hver Dag hun kommer til mig, og med sin Hjertenskjær.
Til Juli holdes Bryllup, ”kom med,” igaar de bad’,
”For saa er Du helbredet og skal ret være glad!”
Jeg hører Vandet bruse og Hjulene at gaae,
Gud give, jeg derude under Møllehjulet laae!
Der blev jeg bedst helbredet og i mit Hjerte glad,
Og derom var det jo, de to Elskende bad.